En kamp uden tabere
Af Tom Vilmer Paamand - 1988
"I deltager i et spil uden vindere. Kom og vær med i et uden tabere."
Soldaterne på militær-basen kikker skeptiske på teksten. Det lange banner læner sig mod hegnet, og foran gitterporten leger en lille flok fredsaktivister.
Bløde bolde, stofposer med ærter, flyver i et indviklet mønster imellem dem. Det må være en slags spil, men soldaterne har svært ved at se formålet. Nogen gange ryger en bold ned i græsset. Så griner spillerne blot og sender den videre igen. Mål er der ikke noget af, men de ser ud til at more sig alligevel.
Soldaterne spiller ofte selv bold for at få tiden til at gå på basen. De er langt hjemmefra og keder sig ofte. Basen har store sportshaller til dem, og dygtige trænere til alle sportsgrene. Der er store turneringer med flotte præmier. I pejsestuen står lange glasskabe med rækker af trofæer og pokaler.
Soldaterne er vant til at vinde. De har fået en hård uddannelse, og er blandt de bedste i verden. Ingen kan besejre dem i nærkamp. Mange af dem er forurettede over, at basen har atomvåben. Kamp med fjernbetjening er noget pjat!
Ansigt til ansigt med fjenden, det ved man hvad er. Atomvåbnene får dem til at tvivle på, om det nu også er rigtigt, at de er de bedste. Soldaterne ved nemlig godt, at selv om alle basens raketter rammer plet i målene, vil fjendens første bomber alligevel udslette basen helt.
En ung soldat går hen mod lågen for at lukke den. Pludselig sejler en spraglet pose blidt gennem luften imod ham. Overrasket slipper han grebet om geværet, og griber posen. l en glidende bevægelse, sender han ubesværet posen tilbage gennem lågen.
Soldatens gevær falder med en bump ned i græsset. Han griner, og griber en anden bold. Soldaten kaster til sin kollega. Pludselig er der soldater og aktivister mellem hinanden på begge sider af lågen.
Luften fyldes med spraglede bolde.