Østersøtræf '90
- en fredelig ferie
Af Tom Vilmer Paamand - 1990
Cigaret-filtrene flyder overalt som gule pletter i den nedtrampede natur. Menuen er Danpo-kyletter serveret på paptallerkner, skyllet ned med fadøl i splintrende plastikbægre. "Østersøtræf '90" er en freds- og miljølejr, hvor det alternative består i de lange køer mod kødgryderne.
Køerne er et udtryk for solidariteten med de mange deltagere fra østlandene, så de hverken får hjemve eller falske forhåbninger om, at vores markedspolitiske systemer fungerer bedre end deres hjemlige. Ud fra samme hensynsfuldhed foregår de fleste møder på traditionel østeuropæisk vis med en salfuld mennesker, der pænt lytter til et panel af talere fra de alternative gruppers udvalgte nomenklatura.
Dissidenter og andre velgørende galninge har også pænt holdt sig væk. Klientellet er så kønsløst og kedeligt, at det hele nærmest minder om en af Socialistisk Folkepartis sommerlejre. De sædvanlige politiske missionærer er afdæmpede, og de eneste opsøgende er en energisk gruppe tilhængere af Bahäi-troen.
Ingen splittelse
De nydelige unge Bahäi-folk forklarer tålmodigt, at vi godt kan spare snakkene om både freds- og miljøbevægelsens fremtid, for den ligger i deres religion. Det er det eneste konkrete bud, jeg hører under festivalen, som virker rodløs, splittet og forvirret.
Normalt er splittelse et sundhedstegn, som viser at flere grupper står klar med en løsning. I lejrens døsige varme søger de fleste i stedet mere private løsninger, der ikke rækker længere end ud af den tunge luft i møde-teltene, og ned til den nærliggende strandkant.
Liv på stranden
En lille gruppe søgte dog i stedet til Danmarks hvideste sand i Dueodde. Her ligger en af de militære lyttestationer, som Bornholm i forhold til sin relativt beskedne størrelse er tæt proppet med, men som festivalen intet fortalte om.
Den spontane aktion kombinerede festivalens hovedtemaer på det smukkeste med parolen: "Lav militær overvågning til miljø overvågning!". Det var stort set den eneste udadvendte handling fra lejren, bortset fra et fakkeltog, lidt brochure-uddeling og et motionsløb gennem Rønne.
Fred i vor tid
Egentlig tog jeg til Bornholm for at snakke med andre frustrerede om fredsbevægelsens fremtid. Det kom der ikke så meget ud af, nu da de fæle russere næsten er vore venner.
Tiden efter Østersø-træffet viser derimod, at freden stadig ikke er en selvfølge. Ekstra-Bladet opfordrer nu i ramme alvor regeringen til at sende skibe til krisen i Mellemøsten, for økonomiske sanktioner bliver selvfølgelig kun overholdt med våbenmagt.
Der er næsten global enighed om at sikre den fælles olie-forsyning. Enkelte argumenterer for nationernes selvbestemmelse, da ingen af de berørte lande har et demokrati at støtte.
Uforpligtende paroler
På trods af Østersø-træffets forsøg på at holde trop med udviklingen i øst, virkede debatterne bagudlænede mod fortidens paroler. Ingen kan modsætte sig uforpligtende tanker om fred, miljø og solidaritet.
Men hvis de havde skulle udmøntes i krav om praksis og kreativ nytænkning, var der nok kommet færre over Østersøen.
PS. Lejren fik dog skabt opmærksomhed om miljøet i de bornholmske aviser. De diskuterer stadig, om en anden gang skal lade en musikfestival slide så voldsomt på et fredet område.