Teori i praksis
Af Tom Vilmer Paamand - 1986
»The Eleventh International Non Violent March for Demilitarisation« kunne opleves i Skotland i sommers. Det pompøse navn kan godt forvirre lidt, for 'marchen' er ikke længere nogen march. Navnet dækker over en yderst levende tradition, der i stedet for at stivne i gold gentagelse har formået at udvikle sig år efter år.
Det hele startede i 1976, hvor der blev afholdt en march. En vandretur gennem nogle af de blodigste slagmarker fra 1. Verdenskrig. Fra at være en march i traditionel forstand forandredes fodturene til cykel- og busture og efterhånden til en stationær lejr, hvorfra man kørte til aktionerne. Tilsvarende udvidedes indholdet fra et hovedsageligt udadvendt politisk sigte til en kombination af ikkevoldelig livsstil og ikkevoldelig direkte aktion - som det kunne opleves herhjemme i 1985, da marchen blev afholdt i Mossø.
Militære drillerier
Alt dette vidste jeg kun lidt om, da jeg besluttede at drage til Skotland, hvor dette års lejr blev afholdt fra den 19. juli til den 3. august 1986. Jeg havde hørt en del om lejrens besøg i Danmark, som jeg ikke deltog i, da jeg var på den samtidige »March for Liv« - og havde kun set en notits på nogle få linjer om den ny. Efter at have snakket lidt med nogle århusianere, der også skulle derover, kastede jeg mig dumdristigt ud i det - rygsækken på nakken og tommelfingeren i vejret.
Efter nogle dage ankom jeg til Helensburgh nær Glasgow og vandrede ud mod den angivne lejrplads. Ifølge papirerne skulle der være mindre end to miles derhen - men da jeg efter et par timers travetur endelig fandt et vejskilt, viste det, at jeg havde gået tre miles - og der var stadig ingen lejr at se. Tilbage i byen ringede jeg på kontakt-telefonnummeret og fik forklaringen: En uge forinden havde ejeren af lejrpladsen og hans to sønner fået arbejde ved militæret - og så kunne han selvfølgelig ikke også låne jord ud til fredsaktivister - og som ønsket af militæret stod marchen pludselig hjemløs.
Heldigvis var Glasgow kommune utrolig venligtsindede overfor lejren - og fremtryllede på ingen tid et skotsk herresæde med tilhørende park. Fine indendørs mødelokaler og god plads til alle teltene. Huset havde stået tomt i mange år, strøm og vand var afbrudt, og vinduer og døre plomberede med træplader - så da jeg ankom var der rigeligt at gøre med at få området gjort beboeligt. Vi var da en tyve stykker på lejren, et antal der ti-dobledes i de følgende dage.
Skab nye grænser!
En af Marchens hovedparoler er at nedbryde alle grænser. I vores lille samfund skabte vi en masse nye: Lejrpladsen var opdelt i 'Männerland', 'Wimmins Land' og 'Mixed Land'- og jeg slog mig ned i fællesteltet på førstnævnte område. Tilsvarende blev der sat skilte på alle husets rum, mande- og kvinderum, rum til meditation, førstehjælp og børn mm.
Samtidig begyndte hele området at myldre med folk og opslagstavlen i 'Receptionroom' at blomstre med møder, workshops og ikke mindst lister over 'affinitygroups'. Disse sidste skulle være grundstenen i lejrens demokratiske struktur - og alle skulle være i en sådan 'venskabsgruppe'. Beslutningerne kunne så formes ved, at en 'speaker' fra hver gruppe mødtes og fremlagde de forskellige synspunkter. Enhver uoverensstemmelse blev så bragt tilbage til gruppen, hvor man så forsøgte at finde kompromisser hvorpå en speaker igen blev sendt til møde, indtil der var enighed. Simpelt nok, og oftest dræbende langsommeligt. Et væsentligt problem som fx at 'nogen' tissede på lokumsbrætterne kunne således på mindre end fire dages diskussioner frem og tilbage løses ved, at på nogle toiletter skulle man sætte sig ned...
Liv i lejren
Venskabsgrupperne blev aldrig til de fine arkitekttegnede skitser som i teorierne - folk cirkulerede mellem grupper og nogle opgav helt at være i gruppe. Der var ikke just kamp om at gå til 'Speakers Council' som talsmand for gruppen - og der var endeløse diskussioner om, hvad man skulle prioritere højest: gruppen eller andre møder.
Der var lagt enorme forventninger til gruppens indhold. Det skulle være sociale basisgrupper, beslutningsenheder, aktionsfællesskaber mm. - og det hele på samme tid. Og oven i gruppetilhørsforholdet, som skulle plejes, var der alle de andre møder med mennesker. Workshops om massage, konfliktløsning, seksualitet, mødeledelse, gruppedynamik, tyrefægtning, aktionstræning og efter ethvert møde sad man med en masse nye kontakter. Der var bare mennesker alle vegne, og mange fik hurtigt lejrkuller og gik ture væk eller tog til byen.
Det sociale liv i lejren var i starten centreret om kaffe, te, sang og musik, da der først i sidste halvdel af perioden kom en bar i gang. Den var nu heller ikke så nødvendig, da det sværmede med okkulte arrangementer og åndelige sammenkomster - så i stedet for kunstige stimulanser var der ægte menneskelig kontakt. Af de mere spontane kan nævnes en pragtfuld fuldmånefest - udendørs omkring et bål. Det var overskyet, men det var der ingen, der tog sig af. Og senere en heksekraft-cirkel, som var en meget stærk oplevelse. Træningen i mødeteknik og gruppearbejde gav også tætte venskaber, alt imens vi boltrede os i underlige ord: facilitation, consensus, task group, fishbowl, cocounselling and much more.
Hele den første uge gik primært med at 'komme hinanden ved', og sidst på ugen var mange meget rastløse. Folk var kort sagt ved at være godt utålmodige efter at komme i gang med aktionerne, the real stuff. Og det gav anledning til megen murren i krogene mellem dem der prioriterede hver sin halvdel af lejrens formål højest. Imellem dem stod mange, der absolut ikke mente, de to formål kunne adskilles - de afhang tværtimod af hinanden: Hvorfor aktionere for en ikkevoldelig livsstil uden at turde praktisere den selv? Og en del af denne praksis måtte selvfølgelig være offentligt at aktionere mod hindringerne for et sådant liv...
Spontanitet og plan
Så startede planlægningen af aktioner. Og der savnedes bestemt ikke ideer. Problemet blev hurtigt, at de fleste aktioner blev planlagt til for mange deltagere som så ikke var til at skaffe, da alle var engageret andet steds. Samtidig viste det sig, at det var de færreste venskabsgrupper, der kunne gå samlet til en aktion - da der indenfor den enkelte gruppe både var folk, der ikke kunne eller ville lade sig arrestere, og andre der gerne ville løbe risikoen. Plus en del der mente, at det var et formål i sig selv at blive det... Aktionerne kom derfor ofte til at bestå af folk fra mange grupper, som gik sammen om enkelt-aktioner.
For dem som ønskede nærkontakt med politiet, var der rig lejlighed til det. Døgnet igennem holdt politibiler på vagt nær lejren - og hvis mere end tre mennesker gik sig en tur, blev det med diskret eskorte!
Nogle dannede en teatergruppe, og en busfuld mennesker tog til de nærmeste småbyer for at spille. Et sted var alle på vej hjem, da der pludselig kørte en militær-konvoj gennem byen. Uden betænkning satte de nærmeste sig på vejen foran den - og spillede teater for de holdende soldater og rejste sig derpå fredeligt og kørte hjem bagefter.
Nogle dage efter blev successen så forsøgt gentaget. En gruppe havde arrangeret en besættelse af et hvervningskontor. Skotland har mange arbejdsløse - og det eneste sted, der altid tager nye ind, er militæret. Kontoret blev kortvarigt omdannet til tilmeldingssted for fredslejren. Efter at have holdt politiet på afstand med lange forklaringer om vores beslutningsproces i en times tid - vi skulle jo lige være helt enige om at gå, allesammen - lovede vi en efterhånden helt blåviolet-farvet politiadmiral at gå efter et kvarter, og gjorde det.
Free the Dumbarton 8!
Da vi derefter sad og ventede på bussen hjem, var der pludselig nogen der råbte: We've found a lorry - Vi har fundet en lastbil. Og ganske rigtigt, en enlig militærbil holdt lidt derfra med et par aktivister siddende foran. Resten løb så også derhen og satte sig. Pludselig kom politiet farende - og næsten inden jeg havde fået sat mig ned foran lastbilen, blev jeg løftet op og smidt ind i et salatfad.
»Free the Dumbarton 8«, stod der på et skilt næste dag, da vi kom ud fra domhuset. Derinde havde en venligt-sindet sheriff (det hedder det!) meddelt, at han ikke ville dømme os for vores handling, som han forstod. Hvis vi var ude af landet igen inden 14 dage, uden at han havde set os igen - ville vi ikke høre mere for det. MEN, det var ment som en generel advarsel til hele lejren, og det næste hold fredsaktivister ville få en langt hårdere behandling. Det var en temmelig tynd aktion at ofre en nat i spjældet for, så vi følte os ret fjollede. Da vi forlod retssalen, stod presse og fjernsynsselskaber opmarcheret udenfor. Næste dag viste BBC billeder af mig med oprakte arme omfavnende al folket - med en ostesandwich, jeg havde fået af politiet, i hver hånd... Men omtalen var utrolig positiv og fokuserede mere på lejren end på vores pjattede aktion - så det hjalp noget på humøret.
Fuld fart frem
Efter bare én nat i en stille celle var det for voldsomt at være midt i lejrtummelen igen. Jeg vandrede derfor bort fra dette Babylon, væke fra min venskabsgruppes møde, sammen med en fyr jeg lærte at kende i spjældet - det er et fedt sted at møde folk. Sammen vandrede vi gennem det dejlige skotske landskab for at nå hen til Faslane Peace Camp. Denne permanente lejr er anlagt i protest mod den stadigt voksende ubådsbase ved Faslane, hvorfra de engelske Trident-atommisiler styres, og er et par år gammel. Den er fuld af hyggelige mennesker, som delte deres aftensmad med os - og kom med gode ideer til morgendagens aktioner.
For nu var der fart på alle vegne. Ugen var ved at være forbi, og alle ville ud og lege. En gruppe spaniere var blevet arresteret på Faslane Basen og skulle stilles for dommeren. Vi, der var blevet advaret der et par dage før, mødte selvfølgelig op som tilhørere - da dommeren jo havde sagt, at han ikke ville se os igen. Derpå tog jeg med en gruppe til Glasgow, og ved hjælp af en lang, lejet stige kravlede vi rundt på Forsvarsministeriets nye uindtagelige fæstning og hængte bannere op: »Ministery of War«.
Da pressen havde fået sine billeder, aftalte vi med det forsamlede politikorps, at hvis de skred, så gjorde vi også. Ingen grund til at blive arresteret igen!
Senere kom bussen fra lejren for at samle os op. Den fortsatte til Edinburgh, hvor en gruppe havde aktioneret ved Commonwealth Games - og lige var blevet løsladt, og sluttede med at hente den spanske gruppe, der var blevet løskøbt ved indsamlinger og hjælp fra ambassaden. Udmærket dag!
I lejren var to grupper på vej ud i natten og regnvejret, den ene ville male slagord på basen og den anden udføre magiske ritualer på de høj-militære bakketoppe. Jeg gik i seng.
Afsked og nye oplevelser Pludselig var tiden gået. Nattens grupper skulle sidde i spjældet weekenden over, men i lejren var folk på vej i alle retninger. Farveller, tårer og knus, og en vild udveksling af adresser fandt sted. Der gik et par busser af sted mod kontinentet - men de kostede penge. Jeg vinkede til de nærmest stående og blev kørt ud til motorvejen. Herfra havde jeg en pragtfuld blaffer-tur ned gennem England. Det blev nat, og det regnede - men hele tiden var der lastbiler, der tog mig med. Når chaufføren hørte, hvorfor jeg havde været i Glasgow, kom ostemadder og småkager frem. Over kaffen fik fru Thatcher så ellers læst og påskrevet, så det var en fryd at høre på. Gamle, stoute Labour-medlemmer med hjertet på rette sted. Det var næsten det bedste ved hele turen!