Kamera mod kofanger
Af Tom Vilmer Paamand - ca. 1994
Den russiske mafia inddrog bistandshjælp fra Journalisthøjskolen.
Sidste sommer mødte jeg nogle kunstnere fra Rusland. De havde store planer om at lave film, men kun få muligheder for realisere dem.
Men vestlig bistand kan jo udrette mirakler. Dette er en lille historie om et mislykket forsøg på bistand.
Øst for Finland ligger Karelia, en selvstændig republik inden for Rusland. Her bor en lille gruppe, fortrinsvis journalister fra tv og radio, som drømmer om at lave spillefilm.
Gruppen har fået husly på byens pædagogiske institut, der rummer alt fra malere over dansere til en lille tv-station. Udstyret er stationære kameraer med tommetykke kabler og film på spolebånd. Studiets eneste VHS-kamera er til reparation på tredje måned. Der er ikke penge til reservedele.
Hvidkål på museet
Rektor på instituttet kan ikke gøre noget. Selv har hun så få penge, at kontoret er omdannet til en blandet landhandel med salg af æg, spagetti og honningkrukker. Det er meget normalt i en by, hvor kunstmuseet sælger hvidkål for at overleve.
Studiet er fint til surrealistiske film, viser det sig. En dag springer et vandrør og der er tyve centimeter vand på gulvet. Det forældede udstyr med de tykke kabler fungerer fint under vandet. Det lykkes at få vandet pumpet ud inden det fryser til is. Byrådet har slukket for varmen hele oktober måned.
Da jeg havde grinet af oven på disse sidste beretninger, forsøgte jeg at finde lidt tv-udstyr til dem. l en kælderkrog på Journalisthøjskolen lå nogle meget gamle videokameraer. Dem fik jeg overdraget mod en symbolsk betaling.
Et af kameraerne var i god stand og udstyret med en flot optik. Det var dybt forældet og kun til sort-hvid, men stadig brugbart. Det blev omgående sendt mod øst.
Her blev kameraet modtaget med begejstring, som dog kølnede noget, da kablerne ikke umiddelbart kunne splejses sammen med studiets båndoptagere. Problemet så dog ud til at kunne løses.
Et forslået ansigt
Fotografen Igor ser dog ikke så oplivet ud, da han får nyheden. Han har andet at tænke på. Igor arbejder som tekniker på tv-stationen, men det kan man ikke leve af, så om aftenen er han vagt på en parkeringsplads. Han parkerer dyre biler for rige mænd, og aftenen før kvaste han en kofanger. Kofangeren skal han selv betale, siger arbejdsgiveren, som forlanger 200$.
Det er penge, som Igor ingen chancer har for at tjene. Og det er ikke kun jobbet, der står på spil. Arbejdsgiveren er den lokale mafia, som mere end antyder, at de vil statuere et eksempel, hvis Igor ikke betaler. Det er død eller lemlæstelse, der er på programmet nu. Igor kan ikke rigtig koncentrere sig om gruppens nye kamera.
Ugen efter kommer Igor til studiet med forslået ansigt og røde øjne. Ansigtet skyldes to af mafiaens kreditorer, der lige ville minde Igor om hans gæld. De røde øjne skyldes tåregasspray. Igor købte tåregassen efter overfaldet, men kom til at affyre den hjemme ved en fejltagelse.
Enden på dette kapitel er indlysende. Filmgruppens nye kamera bliver gjort til penge, og ender som overvågningskamera i en dollarshop. Igor bliver udfriet af sin gæld, og kan atter bruge sine kræfter på gruppens arbejde. Men nu er der igen intet kamera...