Retur til Tom Vilmer Paamands hjemmeside.

Kamba - de kollektive indkøbsforeninger

Af Tom Vilmer Paamand - ca. 1986
 
Om de politisk-økologiske indkøbsforeninger kamp for et bevidst forbrug.
 
Følgende rids skal redegøre for opblomstringen af de politisk-økologiske indkøbsforeninger - og se på, om de er et brugbart middel til bevidst forbrug. Afsnittet er baseret på Kambas beslutningsprotokoller og samtaler med aktive der fra - citaterne stammer samme steds fra.
Indkøbsforeninger er grupper af mennesker, som har sluttet sig sammen for at købe bedre varer billigere. Det er der intet usædvanligt i, og af de store kan nævnes Boghandlernes Indkøbsforening. De, som er interessante i sammenhæng med det bevidste brug, er de politisk-økologiske indkøbsforeninger.
Fordelt jævnt ud over det ganske land ligger der langt over 100 af dem. Grundstammen mange steder er selvfølgelig kollektiver. Der ud over er det en højst blandet forsamling af par og enlige, da mængderabatten fordeles ligeligt, og ingen tvinges til købe store portioner. Deres opbygning er meget lokalt præget, og ikke to er helt ens. I de simpleste mødes man højst et par gange om måneden - på skift hos hinanden - for at bestille og samtidig afhente forudbestilte varer. Det andet yderpunkt er regulære butikker med daglig åbningstid, personale og frit salg til alle. De fleste indkøbsforeninger handler hovedsageligt med et selskab de selv har oprettet og leder, andelsselskabet Kamba.
Baggrunden for disse nye indkøbsforeninger, og deres fælles organ Kamba, skal som så mange andre græsrodsinitiativer findes sidst i 60erne.
Butiksstrukturen var ved at blive domineret af supermarkeder, og vareudbuddet blev ensartet, upersonligt og sterilt. Hippie-bevægelsen startede, og blandt dem snakkede mange om selvforsyning, og en del flyttede på landet for at dyrke renere varer. Studenter på flere universiteter i USA oprettede indkøbsforeninger ud fra de samme tanker, og et par år senere var der pludselig hundreder af dem. Ideen bredte sig til Danmark og i 1972 oprettedes den første, i Nordsjælland - og mange fulgte efter. Nogle var rent biodynamiske (en avanceret halv-religiøs dyrkningsform), mens andre var rene supermarkeder med alt fra Tampax til cigarer. Grundideen var stadig bedre varer for færre penge, og i 1976 hed en af hovedleverandørerne Nutana.
 
Monopolets boykot
Nutana er et monopolagtigt helsekostfirma, startet omkring 1898 af 7-dagsadventisterne. Deres religion påbyder dem at undgå kød, hvilket er grunden til firmaets enorme udbud af ulækre, kød-efterlignende produkter (der nok mere end noget andet har hindret vegetarismen i at vinde indpas i Danmark). Nutanas "sundhedsideal" har været mere at undgå kød, end at spise noget bedre, og det er først i de seneste år, at de har markedsført en direkte økologisk vare. Priserne har altid ligget i top, men når indkøbsforeningerne solgte videre næsten uden fortjeneste, blev prisen rimeligere - specielt sammenlignet med helsekostbutikkerne.
Derfor opdagede en større århusiansk helsekostbutik pludselig, at mange af kunderne forsvandt. Han brokkede sig omgående til Nutana, og truede med at alle helsekostbutikkerne fremover selv ville importere deres helsekostvarer - hvis ikke Nutana omgående hævede sine priser drastisk overfor indkøbsforeningerne.
Nutana parerede ordre - og hævede priserne med op til 30 %. Indkøbsforeningerne klagede til Monopoltilsynet over denne forskelsbehandling, men det kunne ikke se noget forkert ved den, og kaldte det "selektiv handelspolitik". En lille trøst var det dog, at Nutana havde hævet priserne midt under et statsligt "prisstop" - så de blev tvunget til at refundere forhøjelsen. Enden på sagen blev, at Nutana helt nægtede at levere til indkøbsforeningerne.
Disse frygtede, at flere firmaer ville følge boykotten op, og der blev indkaldt til et seminar om problemet, i Kolding maj 77. Dette var første gang indkøbsforeningerne mødtes, og arrangørernes hensigt var at starte en "Importcentral for indkøbsforeninger, for at tage sagen i egen hånd, og bekæmpe profitfirmaerne på deres egen slagmark".
Der mødte 70 mennesker op fra 25 forskellige indkøbsforeninger og lignende organiseringer. Arrangørene, en gruppe fra Århus, havde regnet med at dette første seminar skulle munde direkte ud i en stiftende generalforsamling, men de forsamlede græsrødder syntes ikke om det, De ville - helt i tidens ånd - først hjem og diskutere sagen ordentlig igennem lokalt. De kom med kritiske røster om centralisme og en alt for formel struktur - så der blev nedsat en bred arbejdsgruppe og indkaldt til et nyt seminar i september.
Denne gang, på Fronthuset i Århus, blev det gamle forslag til vedtægter vedtaget stort set uændret - og "Indkøbsforeningernes Import- og Engroscentral, andelsselskab med begrænset ansvar" var stiftet, den 11. september 1977. Et langt og besværligt navn, der snart blev forkortet (fra Kollektivt a.m.b.a.) til det mere mundrette KAMBA.
Under det første møde havde nogle af deltagerne allerede bange forudanelser. Et langt, men rammende citat fra et indkøbsforeningsblad, "Fyldebøtten" nr. 3-77:
"... Antallet af deltagere nåede op over 60, og de kom fra 25 forskellige indkøbsforeninger. Mødet var allerede i gang, og vi fik stukket en dagsorden i hånden, plus et udkast til vedtægter for en fælles "import- og engrosorganisation".
De syv sider med forskellige §§ skabte usikkerhed. Var det ikke netop papir og §§ vi ville undgå? En leder skulle ansættes, og aflønnes efter generel overenskomst!? Jeg tænkte på regnestykket, hvor en person graver et hul på en dag - men otte venner graver det samme hul på en time, gratis.
Her blev forsamlingen opdelt i mindre grupper efter geografiske retningslinjer, og vi snakkede nærmere om sagen med folk fra Ålborg og Thy. Der var enighed om, at den foreslåede overbygning var for tung; kunne det overhovedet forsvares at importere? Unødvendigt forbrug af energi, unødvendig administration, og hvorfra skal valutaen komme?
Vi anbefalede at droppe tanken om import, for derved at give os selv et spark. Uden bil finder man cyklen frem, uden mandler bruger man nødder.
Med lidt fantasi og god vilje kunne det lade sig gøre, og hvis dagen bliver slået helt i stykker uden rosiner i morgenmaden, så kan de stadig købes i almindelige butikker.
Det afgørende må være, at alle indkøbsforeninger kortlægger deres forbrug i lokale områder, og finder frem til passende producenter - eventuelt inden for medlemmernes egne rammer. Er der underskud, og dette gælder vel stadig de fleste områder og varegrupper, så kan en overbygning i form af "indkøbsforeningernes indkøbsforening" komme ind i billedet. Er der overskud gælder det samme.
Men dette snigende vattæppe, der skal lægges ud over landet, må være så hårfint og let, at det ikke kvæler os. Et netværk af kanaler hvor igennem der kan strømme tanker, praktiske oplysninger, mad og materielle goder. (Hvem sagde kærlighed?)... "
 
De første år
Det første store problem var at ansætte en lønnet arbejdsgruppe. Her trådte et fynsk produktionsfællesskab, "2. oktober", hjælpende til. De havde netop tre personer, der manglede et projekt. Disse blev ansat, og skulle så i et gammelt "rugbrød" fordele varerne over det ganske land - og en lokal, ulønnet arbejdsgruppe skulle hjælpe til.
Der var i formålsparagraffen sat nogle gevaldige krav til varerne, men der var kun vage ideer til hvor de rent faktisk skulle komme fra. Mange kontakter rundt om i verden blev forsøgt og forkastet - indtil arbejdsgruppen fandt et par engelske import-virksomheder. Der skulle også findes et lager, og det blev en gammel stationsbygning i Pejrup på Fyn.
Det var svært at få indkøbsforeningerne til at indbetale de lovede andele, men efter en ekstraordinær generalforsamling samt adskillige møder og arbejdsweekender - blev der 1. og 2. april 1978 leveret de første varer, for et beskedent beløb på 21.266 kr.
Og så kørte det ellers - i maj, juli og august, men i september måtte der holdes ekstraordinær generalforsamling igen - på grund af ringe omsætning og få tilmeldte foreninger. Der blev satset på flere varer i mindre portioner - og omsætningen var fordoblet på kort tid: November 78 købte 32 tilmeldte foreninger for over 42.000 kr.
Det var starten, men det er synd at sige, at Kamba siden har fungeret let og smertefrit. Det er sket forbedringer på nogle områder: Lageret i Pejrup blev for småt, og udskiftet med bedre lokaler i et nedlagt mejeri i Stenstrup - her er udvidelsesmuligheder, men lavt til loftet. Det lille "rugbrød" blev udskiftet med en stor lastbil med hydraulisk læsseklap - og fornyligt efter det endelig sammenbrud af denne skiftet til en nyere model. Størstedelen af arbejdsgruppen er også udskiftet, blandt andet på grund af et kokset parforhold.
 
Varesortimentet
Varegruppen udviklede sig ret uafhængigt af formålsparagraffen, ud fra hvilke varer der rent faktisk kunne skaffes af dem, der blev spurgt efter. Samtidig måtte varerne være langtidsholdbare, af hensyn til lagerforhold og distribution.
Følgende varer kan købes: Flere slags ris, mange slags linser, bønner og ærter, alle slags kornprodukteter, tørrede frugter, solsikkefrø, hasselnødder, honning, marmelader, rørsukker, kakao, lys og olier, saft, frugtvin og alle slags sæber.
Varegruppen er meget tidstypisk. Hele første halvdel var stort set umulig at opdrive den gang sidst i 70erne. De nu så almindelige helsekosthylder selv hos "købmanden på hjørnet" eksisterede ikke, Der var "reformkostbutikker", men kun i enkelte større byer.
Varerne var uden garantier om noget som helst, og importeret fra andre importfirmaer. De få varer, der var en vis dyrkningsgaranti på, kunne man til gengæld være næsten sikre på stammede fra politisk urene lande...
Som alternativ virksomhed har Kamba været usædvanlig. Stort set ukendt i bredere kredse, men alligevel med støt stigende omsætning og medlemstal. Et levende bevis på, at det er muligt at drive forretning med idealerne om direkte demokrati og sunde varer i behold!?
 
Men hvad med virkeligheden?
Kamba har forsøgt at være samlingsstedet for bevidste forbrugere, og det gik godt i mange år - så længe ingen snakkede højt om virkeligheden. Formålet med Kamba var at skaffe økologiske varer fra ikke-diktaturlande - så når foreningerne landet over modtog varerne, blev de fordelt videre som værende "gode". Navnet "Kamba" var et troværdigt kvalitets-stempel, og omsætningen steg til adskillige millioner...
Dette blev af de fleste taget som et bevis på succes - men formålet var jo ikke at skabe en stor omsætning, men at "fremme brugen af de økologisk mest forsvarlige varer", "tilskynde til oprettelsen af selvstyrende kollektive produktionsenheder" og andre smukke tanker - og disse mål gik det langt mere trægt med, om end de også er sværere at måle.
Formålsparagraffens egne ord siger, at Kambas formål er:
"... at fremme brugen af de økologisk mest forsvarlige varer, forhandle disse, dog primært danske produkter, samt tilskynde til brugen af produktions- og landbrugskollektivers varer. Desuden oplyse om varernes dyrkning, forarbejdning, herkomst og yderligere relevante oplysninger til medlemmerne, samt sikre at importerede varer stammer fra ikke-diktaturlande.
Formålet er endvidere at tilskynde og hjælpe indkøbsforeninger på lokalt plan under etablering, samt fremme kommunikationen og kontakten mellem alle indkøbsforeninger. Desuden tilskynde oprettelse af selvstyrende kollektive produktionsenheder, der drives efter retningslinjer, der ikke har profit for øje."
Formålsparagraffen bærer tydeligt præg af, at Kamba var den absolut første organisation på området, så ALT skulle simpelthen dækkes. Først langt senere er forsømte områder blevet overtaget af SAPA, "Sammenslutningen Af Produktionskollektiver og Arbejdsfællesskaber" og LØJ, "Landsforeningen Økologisk Jordbrug".
Formålsparagraffen kan stort set opdeles i to dele, en økologisk og en politisk.
Første halvdel, bortset fra sætningen om at "... tilskynde til brugen af produktions- og landbrugskollektivers varer...", indeholder den økologiske del, og resten er den politiske. Kamba er, så vidt vi ved, det eneste sted hvor disse to principper er forsøgt kombineret. Men det er også - som de fleste andre formålsparagraffer - blot en masse flotte ord, som det ikke er helt nemt at gøre til virkelighed - mere en hensigtserklæring.
Den er svær at følge, specielt når de to principper kolliderer. En kvalitativt god vare fra et diktaturland (tyrkiske figner) eller et dårligt produkt fra et rart, dansk landbrugsfællesskab (Svanholms mel).
 
En forbrugerstyret virksomhed?
Forbrugerne i den enkelte indkøbsforening regnede længe med, at når nu varen kom fra Kamba, så havde arbejdsgruppen opfyldt varekravene. En naiv tanke, viste det sig, for arbejdsgruppen havde besvær nok med overhovedet at skaffe varer, og det blev ret tilfældigt hvilke varer, der blev solgt. Det er derfor urigtigt at påstå, at Kamba er en organisation af bevidste forbrugere. De var bevidste, men for ukritiske overfor den eneste mulighed de så, for at skaffe gode varer. Det er på ingen måde arbejdsgruppens skyld og ansvar, at vareudbuddet var så ringe - men aftagernes, hvis kritiske og konstruktive samarbejde manglede.
Kambas demokratiske apparat var - meget traditionelt - baseret på at højeste myndighed, en årlig generalforsamling.
Ind i mellem dem, varetages "den daglige ledelse... af en støttegruppe og en arbejdsgruppe ansat og afskediget af generalforsamlingen". Støttegruppen er et pænere ord for bestyrelse. "Støttegruppen kan på generalforsamlingen bemyndiges til at ansætte arbejdsgruppen" - står der også i vedtægterne. En af arbejdsgruppe første opgaver var det modsatte, at finde sig en støttegruppe! Det blev nogle fra en lokal indkøbsforening, og så snakkede man ikke om den et par år. De få andre, der tænkte over Kambas drift, slog sig til tåls med, at denne gruppe fandtes.
Det gjorde den også - men først fra 1981 begyndte den så småt at fungere som knudepunkt for debatten om Kambas udvikling. Indtil da var der stort set ikke blevet arbejdet med disse tanker, undtagen direkte på generalforsamlingen.
På dette års generalforsamling skete en heldig kombination: Støttegruppen fik en række friske medlemmer, og arbejdsgruppen gik delvist i opløsning. Det var heldigt, da det gjorde det klart, at en lønnet arbejdsgruppe ikke i sig selv er en garanti for Kambas positive udvikling.
I de følgende år var arbejdet i støttegruppen uhomogent, men førte dog til, at mange tanker blev ordentligt gennemdiskuteret - hvilket også efterhånden førte til, at vareudbuddet blev bragt mere i overensstemmelse med formålsparagraffens ideer.
At støttegruppens initiativer fik mere og mere vægt førte til et mere eller mindre udtalt modsætningsforhold med arbejdsgruppepen - mellem praktikerne med forretningssansen og teoretikerne med idealerne - om hvor hurtigt og hvor langt, det var muligt at gå. Og til kompetancediskussioner, om hvorvidt støttegruppen kunne siges at repræsentere indkøbsforeningerne.
Men bortset fra disse underliggende stridigheder fungerede samarbejdet som et meget tiltrængt debatforum.
 
Hvor aktivt handlende er medlemmerne?
Der er flere måder at se på, hvor "gode" medlemmerne af Kamba er - alt efter om man betragter Kamba som forretning eller ideal. Ud fra et forretningsmæssigt synspunkt bør medlemmerne lægge så stor en del at deres forbrug hos Kamba - og ud fra idealet bør de i stedet dække behovet med lokal produktion.
Hvis vi vurderer ud fra at Kamba dækker en væsentlig del af forbruget, kan der opstilles et interessant regnestykke. I bogen "Alternativ mad - et ressourcebesparende kostforslag" fra 1976, er opregnet forbruget af diverse fødevarer for en standardfamilie. Tallene er brugt herunder i skemaet.
I den første grønne kolonne ses Kambas salgstal for basisvarerne mel, havregryn og ris fra 1983. I den grå ses standard-familiens normale forbrug for samme varegrupper, og i den hvide er forbruget lagt om mod det mere vegetariske. I fjerde og sjette grønne underkolonner er så udregnet, hvor mange teoretiske standardfamilier, der kunne være aftagere af hele Kambas salg for de nævnte varegrupper.

  Produkt Kambas salg   Normalt forbrug   Vegetarisk forbrug
  mel 56650   kg/år   142   kg/år   399   familier   306   kg/år   185   familier  
  havregryn 4640   kg/år   10   kg/år   464   familier   42   kg/år   110   familier  
  ris 8730   kg/år   8   kg/år   1091   familier   33   kg/år   265   familier  

Hvis vi dernæst vurderer den almindelige Kamba-familie som liggende et sted mellem normalfamilien og den vegetariske - når vi frem til, at under 5-600 familier teoretisk er nok til at aftage hele Kambas omsætning. I 1983 havde Kamba 100 indkøbsforeninger som medlemmer, hvoraf enkelte havde flere hundrede medlemmer, der i blandt adskillige store kollektiver. Det er let at se, at det faktiske antal medlemsfamilier må være langt større - og at disse derfor ikke foretager alle deres indkøb gennem Kamba. I 1983 skønnede arbejdsgruppen, at 6-10.000 enkeltpersoner har regelmæssig kontakt med Kamba. Flertallet af disse må altså være "rødvin og rosiner-medlemmer", der kun køber få og billige varer - typiskt de to nævnte. Et mindretal af de øvrige "slører" statistikken ved lokalt at købe og forarbejde kornprodukter.
Kambas medlemmer kunne altså ubesværet 10-doble Kambas omsætning ved at handle mere konsekvent hos Kamba - og ved en kostomlægning mindst 30-doble den.
 
Forretning eller ideal?
Her ses tydeligt et af Kambas hovedproblemer: Skal den være forretning eller ideal - og kan den dalende omsætning være et sundhedstegn, der viser øget lokal aktivitet? Succes på det ene plan vil altid give fiasko på det andet. Der er desværre kun få og spredte forsøg på lokale indkøb - og den dalende omsætning har en anden årsag, nemlig konkurrerende grossister, hvor specielt "Urtekram" er medleverandør til mange foreninger. Svaret på det blev, at Kamba nu fordeler Urtekram varer. Herved er den samlede omsætning blevet holdt kunstigt oppe, da den stadig falder for Kamba's "egne" varer.
 
Kamba 1986
Den nyeste udvikling indenfor Kamba ser ikke lovende ud. Ved generalforsamlingen i 85 så billedet således ud: Omsætningen var faldende, engagementet i indkøbsforeningerne og i Kamba ligeså, generalforsamlingen i april 85 måtte aflyses på grund af for få tilmeldinger, på den ekstraordinære generalforsamling i maj deltog 20 foreninger og på generalforsamlingen i oktober 33 foreninger - ud af de 130, der er medlemmer...
Efter den aflyste generalforsamling sidste april, vedtog den følgende ekstraordinære generalforsamling den såkaldte "aktivist-linje". Denne betød, at der skulle knyttes flere aktivister til arbejdsopgaverne i Kamba, og de opgaver der kunne, skulle udføres lokalt. I det forløbne år har den vist sig absolut ikke at fungere. Derfor besluttede den ekstraordinære generalforsamling i oktober, at lade arbejdsgruppen prøve at øge omsætningen ved at sælge til andre end indkøbsforeninger, og andet end "de økologisk mest forsvarlige varer" - altså redde forretningen Kamba ved at voldføre idealet Kamba.
Dette var arbejdsgruppens eget forslag, og har ikke medført de helt vilde udskejelser. De ikke-økologiske varer er fortrinsvist varer fra U-landsimporten, kaffe og vin, og der er kun solgt til få ikke-foreninger. Resultatet blev et beskedent overskud, som dog helt opsuges af underskuddet fra de foregående år. I alt er der solgt varer for 2.625.765,71 kr - hvilket skønsmæssigt giver Kamba en markedsandel på 0,005 %, mod Brugsens 25 %.
 
Konklusion
Hvis man vurderer Kamba ud fra dens formålsparagraf og de ideer, der blev formuleret i starten - er Kamba et udmærket instrument for bevidst forbrug. Gennem foreningens egen import og distribution blev det gjort langt nemmere at handle bevidst. Nu kunne forbrugeren få en vare, hvor nogle veldefinerede krav til dyrkning, forarbejdning og herkomst var sikre. Ikke uvæsentligt var varerne generelt konkurrencedygtige. Takket være dette steg omsætningen år for år, og tilsvarende medlemstallet.
Det gode rygte var dog delvist ubegrundet. De omdelte varer var stort set lige så gode eller dårlige som en hver anden købmands. Alle u-økologiske, og adskillige fra diktaturlande!
Dette blev efterhånden klarere og klarere - specielt da en gruppe langt om længe fik lavet en "deklarationsmappe".
Fra 1985 begyndte omsætningen at dale - fra ca. 2,9 million til ca. 2,8 million. En omsætning, som få købmandsforretninger kunne leve med. Omsætningen faldt ikke kun på grund af manglende entusiasme over varerne, men ikke mindst fordi Brugsen og andre nu førte Kambas varegrupper som standardsortiment.
I løbet af de sidste år har Kamba fået strammet sin vareliste op, så den også indeholder bedre varer end Brugsen. Der er - næsten lige som i Brugsen - valgfrihed mellem en god og en bedre vare - en standard og en økologisk. Men med en pris-forskel på op til 150 %.
Ikke overraskende er de økologiske varer svært omsættelige - men skal jo lagerføres, og det koster dyrt. Derfor bad arbejdsgruppen i 1985 om at få frie hænder til at banke Kamba op som forretning - ved salg til ikke-medlemmer af ringere varer.
Her er vi - som tidligere beskrevet - i den klassiske konflikt mellem ideal og omsætning: Skulle Kamba gå ned med idealerne i behold - eller holde omsætningen ved at droppe idealerne? Svaret blev (selvfølgelig) det sidste - for så kunne man "jo finde idealerne frem, når der blev råd til dem igen".
Her står Kamba i dag. Konklusionen på, om det er en måde, at gøre det frie forbrugs-valg muligt på, må være et rungende "måske".
 
Fælles fordeling
Hele projektet er præget af en vis pessimisme. Det betyder dog ikke, at vi ikke har gode og positive drømme om fremtiden. Tom har skrevet følgende vision:
"Jeg har en drøm om en ikke alt for fjern fremtid. De gamle mænd har mistet grebet om befolkningen, og noget nyt er spiret frem. I stedet for livsfjerne, egoistiske supermarkeder med det frie forbrugsvalg mellem sytten slags vaskepulver er vi på Markedspladsen.
Det er Vores Plads, en af de mange spredt ud over bydele og småsamfund. Her mødes vi, her snakker vi og handler.
Det er også her vi holder Stormøde, og fordeler de fælles opgaver. Her nedsættes de mange løse arbejdsgrupper. Det er ikke en formel pligt, men alle melder sig jævnligt til de forskellige fælles gøremål. Det er renovationen og sorteringen af affaldet, det er den kollektive trafik og de fælles marker.
En gruppe står for hele varekredsløbet: Det ugentlige Storkøb, hvor hele regionens vareønsker koordineres og bestilles udefra - der er jo stadig ting, der ikke kan skaffes lokalt. Vareudvekslingen med de andre markedspladser i regionen, og endelig skal den lokale Biks holdes åben.
Den har kun åbent et par timer om dagen for at folk kan hente mælk, og eventuelt et par småting mere - men sidst på ugen går det løs. Så er det Markedsdag!
Det er nu de store indkøb foretages - og for at sikre, at der er nok til alle, men ikke for meget - er de fleste ting forudbestilte. Derved ligger der aldrig varer og rådner ét sted i landet, samtidig med at andre savner dem. De fleste mennesker bor i kollektiver eller bofællesskaber, og har der i gennem styr på behov og ønsker - så forudbestillingen tager næsten ingen tid.
Til gengæld tager småsnakken og underholdningen tid. Det er også nu man finder hjælpere til ombygninger og smedearbejde. Nogen kan stoppe en vandhane, der drypper og til gengæld finder de en, der er god til at male. Ind i mellem er der fællesdans, og de lokale musikanter skiftes til at spille. Tit er det langt ud på natten, før markedet slutter.
Det var én vision. Den ligner måske ikke din, men det er væsentligt at vi finder dem frem. For at nå frem til en brugbar fremtid, må vi starte på den i dag.
Det er ikke til at sige, hvad mulighederne er, når vi en dag selv får lov til at udfylde dem. Men et sted skal man jo begynde - og hvis vi kan kollektivisere vores daglige indkøb, begynder der at ske ting og sager.
Løsningen er ikke blot at udskifte de larmende neonskilte over supermarkederne med vore egne. Vi må i stedet finde helt nye måder at omgås på i indkøbssituationen.
I dag er den almindelige indstilling til mad, at det ikke må tage for lang tid, og helst ikke koste for mange penge. Mange bruger kort tid på at servere dårlige industriprodukter, som de har brugt lang tid på at tjene pengene til...
Find selv på nye og sjovere måder at handle på - vejen til et nyt samfund begynder her, hvis vi lokalt begynder at leve det nu!"
For at skyerne nu ikke skal vokse helt ind i himlen, lander vi med følgende klip om realiteterne i dag. Følgende stod i et indkøbsforeningsblad:
"... Så står jeg der på markedsdagen, og ser medlemmer, jeg ikke kender, blive opfordret til at betale kontingent af de bundskrabende kasserer, ser ægteparret diskutere indbyrdes og ser dem betale en 10-krone, med en mine som om de købte tørmælk for en måned til et barn i Eritrea...
Men jeg mener nu, at hvis vores eneste alternativ til vores lokale bio-dynbutik er den billige pris, så er vi ikke andet end ulønnede skruebrækkere af værste slags. Indkøbsforeningen er fælles indkøb af mad, og ikke som nu en lille gruppe ulønnedes videreformidling af engrosvarer.
Det var der flere der mente, og nogle mente oven i købet, det er synd at snyde folk for den oplevelse det er, at være med i et sådant arbejde...
Jeg tror frygten for at blive en lille dekadent klub for bevidstspisere blandet med angsten for en "tvanqsagtig socialisering" spøger højtraslende. ..."


Ovenstående tekst blev skrevet til et samfundsfagligt projekt på Roskilde Universitetscenter i 1986.


  Til Tom Vilmer Paamands artikler fra fortiden.
1986 - WebHamster: Tom@Paamand.dk