Som daglig læser af Information ved jeg, at sådan noget med meditation for fred - det er ligesom med kontakt-annoncer eller religion: Man kan grine lidt forlegent over de andre, der tror pa den slags - men man må for Guds skyld ikke selv tage det seriøst. Jeg forsøger derfor at fastholde den ironiske distance til stoffet.
Et sted i bunden af Belgien, tæt ved en base med krydser-missiler ligger Florenade. Fra dette hus er der mindst en gang om måneden større aktioner mod basen, og derimellem uger med forskellige fredsgrupper. Der har været kaoter og kristne, men endnu ingen New Age-flippere - før jeg kom.
Min tema-uge hed "Mænd for Fred", men på vej til Belgien havde nogen fortalt mig om den harmoniske konvergens - så jeg fik lyst til at lave en meditations-aktion foran basen, i den aktuelle weekend.
Jeg anede ikke engang, at det blev kaldt harmonisk konvergens. Jeg havde blot fået et par engelsksprogede løbesedler, som fortalte, at noget skulle der altså ske. Noget med en verdensomspændende fællesmeditation for fred, og det lød jo godt nok. Det kunne da aldrig skade.
I forvejen havde emneugen om Mænd for Fred været omdiskuteret - så mine sprede forsøg på også at tilføre Huset en lidt mere spirituel dimension, havde det ikke nemt.
Ugen forløb, som den slags uger nu engang gør. Vi gennemførte intet af det planlagte program, men havde en helt fantastisk tid sammen. Der var ikke overskud til en større aktion ved basen, da vi ikke længere orkede en tur i fængsel, og mange skulle af sted søndag morgen. Meditations-aktionen måtte derfor gennemføres allerede om lørdagen og med kun tre deltagere, da der er permanent forsamlingsforbud nær basen.
Vi sjokkede derned, og efter at vore papirer var gennemtjekkede, kunne vi få lov til at sidde udenfor et øjeblik i fred. Det var dagen før den store fællesmeditation, så ideen var blot at vise soldaterne anderledes mænd gøre anderledes ting - og forvirring skabte det i hvert fald.
Men det skabte også noget mere. Jeg er ikke nogen skolet og garvet bruger af meditation. Ud over en voksende åbenhed over for fænomenet, er dette den første sommer, jeg alvorligt har forsøgt det. Ikke at jeg har fundet noget forklarelsens lys, men lidt åndelig masturbation kunne jeg da nok drive det til. Denne dag var anderledes. Knap havde jeg lukket øjnene, før jeg følte en slags kontakt. Det var dybere, end jeg havde kunnet arbejde mig ned til for, og jeg behøvede intet gøre for at nå den - den var der bare.
Temmelig overrasket dykkede jeg op til overfladen igen, og vi gik hjem. Jeg prøvede at forklare min oplevelse til de andre, men mødte mest skepsis. Næsten ligeså stor skepsis, som jeg plejer at møde den slags pjank med.
Senere samme dag stod jeg og lavede en lækker dessert. Denne gang kom kontakten rullende i bølger. Jeg stod med vidtåbne øjne og fuld bevidsthed, og følte en kraft krible op fra gulvet, vibrere gennem min krop, og fosse ud gennem baghovedet. Da jeg kunne tale igen, forsøgte jeg atter at dele oplevelsen med de andre - der blot virkede endnu mere forvirrede end før. Vi satte os til at spise og så kom det afgørende angreb.
Jeg sad med åbne øjne, ved fuld bevidsthed, og prøvede at spise aftensmad. Rundt om mig sad alle de andre og det var højst ubelejIigt for mig pludselig at føle deres stirren. Kraften kom rullende i stærkere og stærkere bølger. Min krop blev låst fast i siddende stilling, rygraden og nakken rettet totalt ud og hovedet bøjet bagover. Jeg rystede og kunne ikke tale eller røre mig - blot lade kraften lege sit spil med mig.
Der var som et lysbælte igennem mig, en åben kanal fra fødderne og videre ud af baghovedet. Et eller andet vældede fra gulvet op gennem mig, og for fuld knald, forstærket, ud af mig igen. Jeg havde en kraftig følelse, som blev der stillet krav til mig om en handling, et password. En dør havde åbnet sig, og jeg blev bedt om at komme indenfor og jeg anede ikke hvordan. Brugsanvisningen manglede totalt.
Jeg forsøgte at slappe af, og blot lade tingene ske - men var samtidig distraheret af at have de omkringsiddendes fulde opmærksomhed. I de korte pauser mellem bølgerne, forsøgte jeg at formulere nogle forklarende ord. Jeg kunne knap nok tale - men de kunne se af min kamp, at noget skete i mig. Jeg kunne høre deres morsomme kommentarer og spørgsmål: Gjorde det ondt, var det godt eller skidt, kunne de hjælpe?
Det lykkedes efterhånden for mig at få sa meget kontrol over situationen, at jeg kunne spise lidt, og endog nyde min lækre dessert. Efter måltidet fandt jeg løbesedlerne frem, og forklarede et par nysgerrige, at mit anfald, og denne verdensaktion kunne have en sammenhæng. Datoen var godt nok forkert, men jeg fandt en henvisning til "Mother Mary's Ascension Day" 15/8, som i følge "The Group Avatar Newsletter" skulle indlede gedemarkedet - så festlighederne var altså allerede startet.
Tanken om, at det jeg havde følt måske blot var en forsmag pa, hvad de følgende dage ville bringe, skræmte mig. Tre af de andre var efterhånden blevet mindre skeptiske over for mine ideer, så de indvilligede i at forsøge at hjælpe og støtte mig. De foreslog, at vi skulle gå ud i en nærliggende skov, men jeg turde simpelthen ikke slippe mit spinkle greb i civilisationen. Vi nøjedes derfor med at sætte os omkring et bål pa en nærliggende græsplæne.
Nu var spændingerne blevet mindre - om det var det nye sted, der var mindre følsomt, eller kraften der var stilnet af. Bølgerne kom stadig, men med længere og længere mellemrum, og ikke så intense. Jeg nød dem, når de var der. På en gang frastødt og tiltrukket. Jeg var angst for at blive revet ud i noget, jeg ikke kunne kontrollere, men afsindig nysgerrig over hvad der mon ville ske. Bange for at det skulle blive forstærket næste dag - og endnu mere bange for, at det helt skulle forsvinde.
Vi satte os i en krans omkring bålet. Skeptikere, søgende og nysgerrige mellem hinanden. Alle prøvede, med lukkede øjne at søge ind i sig selv og hinanden. Selv-suggestionen virkede perfekt - eller var det magien - og selv den største skeptiker mærkede en kort gnist af noget nyt. Mange årsager blev foreslået. Det kunne være de følelsesmæssige spændinger oven på det tætte samvær hele ugen, begyndende influenza i det dårlige vejr - eller en overskruet forventning til massemeditationen den følgende dag.
Og alt det kunne det vel også være - men det føltes som noget ganske andet. Snakken gled efterhånden over i almindelig evaluering af den forgangne uge. Jeg snakkede med om løst og fast, kun sporadisk afbrudt af en søgende, indadvendt kildren, som gjorde mig fjern i blik og sind.
Næste dag kom, dagen for den verdensomspændende fællesmeditation - men intet nyt skete. Der kom dog stadig dovne bølger rullende gennem mit sind, men uden gårsdagens kraft. Alligevel var noget ændret. Min bevidsthed er ikke mere den samme, som før denne weekend. Det er ikke en svimmelhed - snarere en følelse af konstant, ubevidst søgen. Jeg er kommet hjem til Danmark igen. og tuller omkring og prøver at få brikkerne til at falde på plads.
Jeg er på ingen måde blevet religiøs - og venter egentlig, at anfaldet vil gå over om et par uger. Jeg taler med mine venner om det - og føler mig som en anden, åndsvag missionær. Som de gale kristne, der går fra dør til dør. og spørger: Har du mødt Jesus?
Det har jeg ikke, men noget har jeg mødt. Jeg prøver at slå det hen. at dysse det ned, at deltage i latterliggørelsen af det - for at komme ned på jorden igen.
Jeg skriver dette, som de intellektuelles sædvanlige forsøg på at rationalisere sig bort fra det uforståelige. At beskrive følelserne, for at fange dem på papiret - og få dem ud af hovedet.
Alligevel bliver noget hængende. Jeg kan stadig huske min korte, naive gnist af en tanke, sent lørdag nat. Skræmmende hel og ren. En billiontedel af et sekunds intens tro på, at den fælles tankekraft kunne være stærk nok. Stærk nok til at skabe harmoni på denne gamle, misbrugte planet.
Tom Vilmer Paamand er forvirret.