Dagen derpå
Af Tom Vilmer Paamand - 1987
Tallerkner med madrester, aske og skodder. Halvtomme flasker. Øl, rom og billig rødvin. Luften er tyk af gammel fest.
Formiddagssolen bager ind af de små vinduer, så sovse-resterne næsten syder på de henslængte tallerkner. På gulve, senge og sofaer flyder udkørte legemer.
Indtrykket er overvældende, så jeg dykker atter i hi under den klamme dyne. Her under kan kun mine egne lugte plage mig. Og min tilklistrede mund, indvendigt dækket med løbesod som en gammel skorsten.
Jeg lovede mig selv, at jeg ville børste tænder, inden jeg sov. Nu fortryder jeg mit løftebrud. Rødvin smager nu engang bedst direkte fra glas på hvide borde. Som små, bitre smagsprøver, der gylpende serveres i toppen af mit luftrør, er den ikke meget bevendt.
Gaben og strækken i en krog. Jeg er ikke længere den eneste vågne, selvom de to i krogen tror sig uforstyrret. Først almindelige smaskende udtryk for venskab, så skramlen og baksen i det evigt uløselige problem - at prøve at være to i den samme sovepose. De kan godt, lader det til.
Inden jeg diskret når at hoste min tilstedeværelse frem, revner idyllen og soveposen brat. En vild banden fra den mandlige overligger får øjenlågene til at springe op i hele huset.
Slukøret forskanser de to hjørne-pulere sig nu i hver sin pose, og prøver at se uskyldige ud. Det lykkes kun dårligt, takt er nu engang ikke vores stærkeste side. Deres ansigter blusser næsten igennem det tynde stof.
Strimede fødder i hullede sokker paraderer tæt forbi mit ansigt. Kolonnen er på vandring mod døren, for at slippe nattens uforbrændte væsker ud i rosenbedet.
En skarp smerte i den ene hånd flår mig op i siddende stilling. Den skyldige fod forsvinder skyndsomst ud af døren, og jeg falder tilbage på det krøllede gulvtæppe.
Det værker overalt i kroppen, knager da jeg tøvende strækker den ud. Atter forsøger jeg en opstigning, men denne gang i roligere tempo, og tilslutter mig den gigtsvagt humpende rejse mod udfrielsen.
Løssluppent åbner jeg for kroppens sluser, og med saligt henførte øjne bortpisser jeg rosernes sidste krøllede blade. En ny dag er igen begyndt uden mig, uden hensyn til at jeg høfligt havde fulgte den gamle til dørs.