Traditionen tro
Af Tom Vilmer Paamand - 1987
Erling kikkede ind gennem de strimede vinduer i den gamle slægtsgård. Indenfor var møbler, som ville få lov at blive liggende i en affalds-container. Overfyldte askebægre, suppleret af den forlorne hare fra i går fyldt med skodder. Ugens Rapport brugt som bordskåner, skridsikkert fastklæbet i ølsjatter.
Støjen fra en forvrænget el-guitar fik tobaks-tågerne til at sitre. Klokken var to, og kollektivet der inde var først lige ved at vågne.
Han listede stille væk fra uhyrlighederne. Dette var ikke længere, som han huskede. Udefra lignede "Damgaarden" ellers sig selv. Affaldsbunkerne, der stak op gennem sneen som gravhøje, markerede dog at tiderne var skiftet.
Det gør ondt dybt inde i Erling ved gensynet. Det værste var dog, at hans dam var borte. Den plejede at ligge ved siden af gården som et sort øje, vendt mod himlen.
Ved de andre småsøer i området mødtes børn, piger og karle til munter leg, men aldrig her. Selv i den strengeste vinter var denne dam aldrig frosset til. Også dyrene havde holdt sig væk, og kun nogle forkrøblede træer havde omkranset den.
Men nu var det hele væk, og kun den flade mark var tilbage. Uden sne, og lige så brak og øde, som dammen altid havde været. Erling kunne tydeligt se bondemandens forgæves forsøg på at tilså den.
Dammen havde altid ligget her. Ved udflytningen i 1743 blev den gamle bindingsværksgård flyttet væk fra landsbyen Pederstrup, og genopstillet. Dammens gode og klare vand havde været grunden til, at gården blev bygget lige her.
Men de skulle ikke have forstyrret dammen. Få år efter var det sket. Dammen ændrede ligesom karakter. Blev fjendtlig og skræmmende, som om den helst ville være i fred. Det kom som en ren udfrielse for beboerne, da gården til sidst var brændt, og de måtte flytte.
Den blev selvfølgelig genopbygget, men der var ikke meget held ved stedet for de næste heller. "Damgaarden" gik fra den ene tvangs-auktion til den anden.
Og nu skulle her altså være kollektiv. Erling havde ikke været oppe ved gården i en årrække, men stedet så ud som det plejede. Han fattede ikke, hvordan det var lykkedes kollektivet at få solgt dammen fra. Han fattede endnu mindre, at nabobonden turde forsøge at fylde dammen op. Bonden burde vide, at de underjordiske sjældent gav op så let.
Erling brummede forarget i sit huskede skæg, da han atter passerede kollektivets vinduer. De ville ikke få problemer. Men når lykken endelig skulle nå den gamle slægtsgård, ville han have foretrukket nogle helt andre beboere.
På en anden side af vejen lå dammens ny ejer. Helt pæne stuer, så det ud til. Smukke gamle møbler bag nypudsede vinduer. En rigtig kernesund bondefamilie. Erling bandede over skæbnens ugunst. Han havde helst set, at de to gårdes beboere havde været byttet om.
Men der var intet at gøre ved det, og traditionen havde allerede længe været forsømt. Nabogården havde forstyrret dammen, og måtte svare for følgerne. Erling gned sit gamle fyrtøj, og lod en spinkel gnist spire i ladens halm.
Gården stod i lys lue, da hans disede krop forsvandt ned i den mørke jord, hvor dammen før havde ligget.