Retur til Tom Vilmer Paamands hjemmeside.

Ide-banditter

Af Tom Vilmer Paamand - ca. 1985
 
Det kræver mindst lige så meget planlægning at besætte en bank, som til at plyndre den. Og i ideologiernes skygge-verden er forskellen ofte lille.
 
»Alle de kriminelle handlinger, der bliver begået of forbrydere med tilknytning til miljøet, bliver hurtigt opdaget og straffet. kun isolerede forbrydere eller typer, der ikke tilhører miljøet, kan gøre sig håb om at fægte sig igennem. Det er et spørgsmål om held, og de anarkistiske illegalister, der tilhører denne kategori, har bedre chancer end de andre fra starten af.
De forstår at vente tilstrækkeligt længe med at bruge pengene efter et udbytterigt kup; de lader være med at slå til Søren og har kun forbindelse med det absolutte minimum af medskyldige, hvilket begrænser muligheden for forræderi. De er i øvrigt af en helt anden støbning. Jeg fik med det samme den tanke, at affæren var en eller flere ide-banditters værk.«
 
Det er privatdetektiven Nestor Burma, som analyserer et politisk røveri i bogen "Tåge over Tolbiac-broen". Nogle af Burmas gamle anarkist-venner havde taget de illegalistiske tanker alvorligt. Tanker som retfærdiggjorde forbrydelser, også selvom de kun var til gavn for forbryderen selv. Informations læsere kender detektiven fra tegneserien "Rue de la Gare 102".
De kender også "ide-banditterne" fra nyhedsstoffet. KAK-gruppen synes nemlig at have taget den samme konsekvens af ideologen Appels tanker, muligvis til støtte for en slags revolutionær udvikling. Og de har, som Burma forklarer, haft glæde af deres politiske skoling. En skoling, der også drejede sig om en halv-illegal praksis. Vær forberedt på at politiet lytter med. Skjul altid dine spor, så politiet ved så lidt som muligt om jeres virksomhed.
 
Røvere og soldater
Vi har leget røvere og soldater i mange år på venstrefløjen. Lidt for sjov. men altid med et stænk af alvor. Paranoiaen lurede tit. Træningen er effektiv, men det væsentligste har altid været gruppens styrke. Hvis en enkelt mand begår et indbrud, bliver han nemt snuppet. Med en stor gruppe er der så mange til at holde vagt, at alle spor er slettet, før politiet når frem.
Det kræver mindst lige så meget planlægning at besætte en bank, som til at plyndre den. Og i ideologiernes skygge-verden er forskellen ofte lille. I en tid som denne, hvor både politi og presse effektivt hvirvler smuds op, vil jeg ikke nævne eksempler.
Jeg har selv deltaget i både politiske og kriminelle aktioner. Som fattig er det irriterende at mange ting er besværlige, fordi godt værktøj koster penge. Og hvorfor er det kun de rige, der skal have gode ting. Så er det fikst selv at kunne foretage en "social udjævning".
Butikstyveri er et godt eksempel. Hvorfor stjæle leverpostej, som jeg har råd til, når kaviar fylder lige så meget i lommen. Men pressen hykler forargelse, og retten dømmer hårdere, når det er såkaldte luksusvarer, der stjæles.
Mange synes tag-selv aktioner er kreativ kriminalitet, når den stjålne kaffe deles ud ved bistands-kontorer. Men færre accepterer butikstyven. Jeg har ellers sjældent mødt så moralske mennesker, som butikstyve. Parolen "Støt den lille købmand, stjæl hos den store" er ikke kun en floskel, men fast praksis for mange.
 
Fagin kunne være nyttig
Musicalen "Oliver Twist" nydes af de rige, og tyvekongen Fagin foragtes. Han gør ellers et stort arbejde for de fattige børn. Når eneste mulige overlevelse er tyveri, skal ungerne i hvert fald lære at gøre det ordentligt.
Fagin kunne være nyttig i Kriminalforsorgen i dag. Her kunne han lære bankrøvere at overtrække i stedet. Det giver mindre straf, og ingen ansatte bliver skudt eller truet. Bankernes personale burde støtte projektet.
KAK-banden havde ikke lært det. Det er grundlæggende tåbeligt at dræbe folk, og ikke kun fordi det giver medie-mæssigt bagslag. Men at stjæle fra de store er sund logik.
Nestor Burmas gamle læremester Lenantais kan passende få lov at formulere moralen:
"Når du har skudt en of de tåber ned, der slæber rundt på andres formuer for et stykke brød, ryger du ind i skyggen eller i guillotinen uden at have haft tid til at købe dig så meget som en sølle hat for udbyttet of dit røveri. Jeg synes ikke, det er det værd. Jeg hænger ved livet. Og tanken om at udfolde min individualitet fire alen under jorden eller i spjældet, det er ikke noget, der tiltaler mig."

"Tåge over Tolbiac-broen" af Leo Malet. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 1985.



Til Tom Vilmer Paamands artikler fra fortiden.
1985 - WebHamster: Tom@Paamand.dk